23948sdkhjf

Investorer straffer dårligt halvårsregnskab fra modegigant

Omkring middagstid står H&M til et fald på over 12 procent. Det sker, efter at regnskab er offentliggjort

Investorerne sender aktiekursen for det svenske modeselskab H&M ned, efter at selskabet har offentliggjort sit halvårsregnskab torsdag.

Omkring middagstid står H&M, der er noteret på børsen i Stockholm, til et fald på over 12 procent.

I regnskabet skriver H&M blandt andet, at salget i juni forventes at lande seks procent lavere end i 2023.

Det skyldes ustabilt vejr på mange af selskabets største markeder, lyder det.

- Det ustabile vejr på mange af H&M-koncernens store markeder i starten af juni 2024 påvirkede salget negativt, men salget kom sig, da vejret normaliserede sig i slutningen af måneden, skriver H&M i regnskabet.

I løbet af første halvdel af H&M's regnskabsår, som løber fra december til december, har koncernen tjent 6,2 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til lidt over 4 milliarder kroner.

Omsætningen lød i perioden på over 113 milliarder svenske kroner - eller lidt mere end 74 milliarder danske kroner.

Det er på niveau med året før.

Styrket salgsvækst

Ifølge topchef Daniel Ervér står koncernen stærkt. Men han mener også, at målet om at nå en lønsomhed på ti procent er blevet sværere at nå.

- Den vigtigste forudsætning for at nå vores mål er, at salgsvæksten bliver styrket yderligere i anden halvdel af året sammenlignet med stigningen i andet kvartal, siger topchefen i en kommentar til regnskabet.

I andet kvartal lød salgsvæksten på tre procent.

Fra december til og med maj var cirka 30 procent af H&M's omsætning online.

H&M-koncernen omfatter foruden butikkerne af samme navn blandt andet også kæderne COS, Monki, Weekday og Arket.

Ved udgangen af maj havde H&M-koncernen i alt 4319 butikker. Det er 80 færre end samme tidspunkt året før.

Langt størstedelen af koncernens butikker er H&M-butikker. Herefter er COS den største kæde.

Se nøgletal for:
Læs mere om: detailhandel mode
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.664